Jurist til Digital Business

Vil du arbejde med nogle af Danmarks største og mest interessante sager indenfor Digital Business? 
Som advokat hos Gorrissen Federspiel rådgiver du førende danske og udenlandske virksomheder. Derigennem er du med til at styrke vores position som et af landets stærkeste og mest veletablerede advokatfirmaer. 
Til vores Digital Business-team i København søger vi lige nu en dygtig og talentfuld yngre advokat eller 3. års fuldmægtig med erfaring og særlig interesse for IT kontraktret, outsourcing transaktioner og contract management. Teamet indgår i vores afdeling for IP og Digital Business og rådgiver en meget bred portefølje af klienter.

Yd rådgivning på det højeste faglige og etiske niveau 
Vores sager er lige så afvekslende som klienterne og omfatter eksempelvis udarbejdelse og forhandling af alle typer IT kontrakter, herunder it-implementeringsprojekter, komplekse cloud- og andre typer it-services kontrakter samt store outsourcing transaktioner. Vi yder strategisk kommerciel rådgivning med fokus på at sikre, at klientens forretningsmål er integreret i både outsourcing processen og i kontrakten, vi supporterer og indgår i projektledelsen i udbuds- og forhandlingsprocessen samt sikrer efterfølgende forståelse og implementering af kontrakten i klienternes organisation. På de større sager arbejder vi internt i mindre teams, hvor vi understøtter hinanden og klienten i at sikre effektiv håndtering af transaktionerne. Generelt repræsenterer vi primært kundesiden.

Vores samlede team i Digital Business består pt. af 17 jurister. Vi arbejder i tre mindre teams indenfor (i) IT kontrakter og outsourcing transaktioner (ii) tvister/pre-litigation og (iii) persondata og cyber security, og vi assisterer hinanden på tværs af de tre teams. Vi har en åben og teamorienteret tilgang til hverdagen, hvor vi kontinuerligt fokuserer på at sikre de bedst mulige arbejdsforhold, så den enkelte jurist får den fornødne sparring på sagerne og samtidig får de udfordringer, som giver en udviklende og spændende hverdag.

Samarbejde med dygtige og sociale kolleger
Udover højtprofilerede sager og stærke internationale relationer tilbyder vi et attraktivt arbejdsmiljø med dygtige kolleger og en uformel og personlig omgangstone. Hos Gorrissen Federspiel samarbejder du med mere end 260 dedikerede advokater og advokatfuldmægtige.
Vi lægger stor vægt på efteruddannelse og kontinuerlig udvikling af vores kompetencer indenfor vores område. Derfor afholder vi løbende interne kurser, hvor vi fokuserer på at sætte os ind i den digitale udvikling og sætte den i kontekst til den kommercielle og juridiske rådgivning, vi giver vores klienter. Vi har også et internt uddannelsesforløb for vores yngre advokater, der arbejder med it-kontrakter og outsourcing transaktioner, hvor de uddannes til at påtage sig rollen som trusted advisor og project lead på de store transaktioner.

Form din karriere med et internationalt twist  
Vi har et markant internationalt udsyn, og størstedelen af vores sager er internationale. Det betyder, at du samarbejder og udvikler dig med klienter og kolleger på tværs af kulturelle, juridiske og geografiske grænser. Derudover tilbyder vi både udviklingsprogrammer og udstationeringsaftaler med klienter og udenlandske advokatforbindelser.

Du er fagligt blandt de bedste
• Du er 3. års fuldmægtig med interesse for eller erfaring med området, eller er advokat og har nogle års erfaring med området
• Du har god erfaring med at arbejde med kontrakter og rådgivning på engelsk
• Du har en udpræget forståelse for såvel juridiske som forretningsmæssige sammenhænge, og du er i stand til at sætte dig ind i komplekse sager og skabe overblik
• Du arbejder selvstændigt, grundigt og målrettet, men har samtidig lyst og evne til at arbejde i teams, herunder i tæt samarbejde med andre specialeafdelinger 
• Du er en pragmatisk og løsningsorienteret rådgiver, der har fokus på klientens behov

Ansøgning
Upload snarest din ansøgning via vores hjemmeside. Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte advokat og partner Ole Horsfeldt på telefonnummer 33414141. 

Gorrissen Federspiel er et af Danmarks største advokatfirmaer. Vi beskæftiger over 425 medarbejdere, heraf 260 jurister, og vi tilbyder rådgivning inden for alle erhvervsrelaterede områder. Som firma lægger vi vægt på kvalitet, etik, værdiskabelse, udsyn og holdånd. The extra mile har i mange år været et af vores slogans, og hos Gorrissen Federspiel gælder det både i forhold til klienter og kolleger.

Send ansøgning ]

Printvenlig version ]

Region:
Region Hovedstaden

Jobtype:
Fast

Arbejdstid:
Heltid

Ansøgningsfrist:
10-05-2018

Tiltrædelse:
Snarest

Arbejdssted:
København

Yderligere oplysninger fås hos:
Advokat Ole Horsfeldt
Telefon: +45 33414141

HR Konsulent Mette Thording
Telefon: 33414141